Et solsejl er ikke kun en praktisk løsning til at skabe skygge og beskyttelse mod solens stråler eller til at søge ly for regndråberne. Et solsejl tilføjer også skønhed og skaber liv i udendørsområdet. Solsejlet fanger duggen og forlænger de skønne aftener, så du kan få mest muligt ud af din perle udenfor, uanset om vi snakker forår, sommer eller efterår.
For at bevare og forlænge solsejlets levetid er her nogle vigtige trin og tips til at holde dine solsejl i topform. Først og fremmest er det vigtigt at følge anbefalingerne til det solsejl, som du har købt, da hver type solsejl fx kan klare forskellig vindmodstand. Vi tilråder at tage alle slags solsejl ned ved skybrud. Selvom de vandgennemtrængende kan klare vandet, er der ofte også kraftig vind. Da vind og regn er hårdest for solsejlene, er det bedre at tage sine forholdsregler.
Hold øje med dit solsejl. Hvis der er tegn på revner, huller eller syninger, der er gået op, så gør noget ved det. Tidlig opdagelse kan forhindre større skade. Ved korrekt brug, og under de 2 års reklamationsret, reparerer eller erstatter vi selvfølgelig solsejlet. Skriv en mail til os på: info@solsejlspecialisten.dk. Vi vil gerne se billeder af sejlet, mens det er monteret, og forvent at solsejlet skal sendes retur til os, så vi kan se skaden med egne øjne. Ligeledes for at vi kan gå videre til vores samarbejdspartnere/leverandører.
Rengøringsvejledning:
På vores hjemmeside kan du købe rengøringsmiddel specielt fremstillet til rengøring af sejl og udendørs tekstiler. Du kan også lave opløsningen selv. Bland 2 tsk (10 ml) opvaskemiddel, 2 tsk (10 ml) klar eddike og 1 liter lunken vand.
Fjerning af pletter gøres med en klud, som du fugter i opløsningen, gnid let og brug en fugtig svamp til at fjerne vaskemidlet. Dup vandet væk med køkkenrulle og lad området tørre helt. Det er meget vigtigt, at solsejlet er helt tørt, hvis det fx skal pakkes væk.
Ved mere vanskelige pletter kan du bruge en blød børste eller svamp og en mild sæbeopløsning med klar eddike. Lav eventuelt blandingen i en sprayflaske og lad det trække ind i fibrene, og brug så en blød børste. Skyl med rigeligt vand for at fjerne alle sæberester og lad tørre udenfor.
Hvis pletten nærmest er groet fast, så lav en blanding med en tynd husholdningsblegemiddel. Brug gummihandsker og maske eller gør det udenfor. Opløsningen skal være 35% blegemiddel og 65% vand. Brug en sprayflaske og lad det trække i en halv times tid. Brug en blød børste eller svamp til at frigøre pletten fra solsejlet. Skyl derefter med rigeligt vand og lad det tørre. OBS: Denne metode kan kun bruges ved "Exclusive Regntæt"!
Jo længere en plet sidder, jo sværere er det at få den af. Men når det er sagt, vil vi samtidig appellere til, at man ikke vasker solsejlet for tit, da det forringer kvaliteten for hver gang, især hvis det er et coatet solsejl. Du kan eventuelt imprægnere det bagefter for at sikre, at det bliver ved med at holde vandet ude.
Undgå at bruge hårde børster eller skuremidler, da de kan beskadige materialet.
Solsejl, der er udsat for fugtigt vejr eller skyggefulde områder, kan udvikle mug og skimmel. For at forhindre dette skal du sørge for, at solsejlet er ordentligt tørt, før det foldes sammen eller opbevares. Du kan også overveje at behandle det med en skimmelresistent spray.
Opbevaring:
Når solsejlet ikke er i brug, skal det opbevares et tørt og ventileret sted, gerne udenfor direkte sollys og svingende temperaturer. Pak gerne noget om solsejlet, som er åndbart. På den måde bliver solsejlet beskyttet mod skidt og støv.
Ved at følge disse enkle retningslinjer kan du forlænge levetiden for dit solsejl og holde det pænt og funktionelt.